Ribe Kunstmuseum er et rigtig godt udflugtsmål, som både kan tilfredsstille kunstinteresserede og andre, som måske sætter mere pris på at opleve det smukke nyrestaurerede hus, og den romantiske have og samtidig nyde en god kop kaffe med hjemmebagt kage i cafeen, et køligt glas vin eller en kold øl på terrassen.


Foruden den fantastiske samling af dansk kunst rummer huset mange historier bl.a. om den lokale matador, som byggede huset og kun boede der i 20 år, før han måtte forlade sit slot, og om den navnkundige fotograf og sociale reformator i USA, Jacob A. Riis, hvis skæbne er uløseligt knyttet til huset, idet hans store kærlighed, Elisabeth, voksede op her.

 

Et besøg på kunstmuseet kan rumme en kort introduktion til huset og samlingerne på ca. 20 min, hvorefter man selv går rundt, eller en omvisning på 45-60 min. i samlingen og i den aktuelle særudstilling, hvor omviseren er med hele vejen rundt.

Hvis man planlægger at besøge museet som gruppe, men  ikke ønsker omvisning  vil vi dog på forhånd gerne vide, hvor  mange I kommer og på hvilket tidspunkt. Ring venligst på 75420362 eller skriv til os på post@ribekunstmuseum.dk.

 

Ønsker man forplejning kan der serveres kaffe med hjemmebagte kager og lette frokostanretninger som sandwich, frokosttallerkener eller buffet. I cafeen og et tilstødende lokale kan der dækkes op til ca. 50 personer (36 + 14). I enkelte tilfælde vil der kunne dækkes op til max 80 i to tilstødende lokaler. Dette er dog ikke altid muligt pga af særudstillinger. Forhør nærmere.

Priseksempler ved gruppebesøg med omvisning (priser pr. person)
Et besøg med: entre, en omvisning i museet og kaffe med kager (f.eks. kringle, boller, lagkage eller tærte + småkager)Varighed ca. 2,5 timer:
 
I åbningstiden:
10- 35 pers: kr. 130
36- 50 pers: kr. 148 (to guider)

Udenfor åbningstiden:
10- 16 pers: kr. 203
17- 35 pers: kr. 161
36- 50 pers: kr. 178 (to guider)
 
Frokostpriser varierer meget alt efter, om der ønskes en enkelt sandwich eller en større anretning f.eks. en frokosttallerken med retter af råvarer fra vadehavsegnen (Ring og hør nærmere).

Det er ikke tilladt at spise medbragt mad i museets lokaler eller på museets terrasse. Nede i haven er man velkommen til at sætte sig på græsset, men det er en forudsætning, at der bliver ryddet op efterfølgende, så haven altid ser pæn ud.
Der er let adgang overalt på museet. Se www.godadgang.dk