Vilhelm Kyhn og det danske landskabsmaleri
- det nationale projekt revurderet
EFTERLYSNING
Værker af maleren Vilhelm Kyhn søges til udstilling i 2012:
Ribe Kunstmuseum viser fra maj 2013 en større udstilling med malerier, tegninger og grafik af den danske guldaldermaler Vilhelm Kyhn (1819-1903).
Vilhelm Kyhn er en af de mest centrale kunstnere i dansk kunst gennem hele 1800-tallet. Han er især kendt for sine store friluftsmalerier af det danske landskab, der bugter sig i bakke og dal med naturskønne skovpartier, søer og vandløb. Kyhn blev uddannet fra Det kgl. Kunstakademi i perioden 1836-43 af professorerne C.W. Eckersberg og J.L. Lund.
Fra ca.1860erne og frem bliver han imidlertid opfattet som en outsider i dansk kunst af tidens indflydelsesrige kunstkritikere, antagelig fordi han vedbliver at afbilde det danske land i alle dets afskygninger på en for dem for realistisk vis. Den toneangivende smag for kunst gik nemlig i en mere nationalforherligende retning med folk i egnsdragter gerne iscenesat i landskab med oldtidsgravhøje og andre markører. Her kan man tænke på kunstnere som Julius Exner og Jørgen Sonne. Men Kyhns projekt gik i en anden retning. I 1870erne udnytter han sin outsiderposition til at stifte en akademisammenslutning, der skal nytænke maleriet og kunstneruddannelsen i det hele taget. Kyhn udvirker, at også kvinder får adgang til kunstneruddannelserne, som reelt får sin begyndelse i Kyhns private Tegneskole for Kvinder, hvor han bl.a. underviste Anna Ancher.
Der er rigtig mange aspekter ved Kyhns kunstneriske produktion, hans liv og levned, som fortjener at blive set i et nyt lys, og som Ribe Kunstmuseums kommende udstillingsprojekt har som mål at bidrage med. Ribe Kunstmuseum forbereder udstillingen i samarbejde med Randers Kunstmuseum, Fuglsang Kunstmuseum og Heart/ Herning Museum of Contemporary Art.
Til udstillingen, der vises første gang på Randers Kunstmuseum, vil der blive udgivet en større forskningsbaseret publikation om Kyhn, der vil være den første af sin art.
Ejer De en Kyhn?
Mange af Vilhelm Kyhns værker befinder sig på danske kunstmuseer, men en større andel befinder sig stadig i privateje, hvorfor Ribe Kunstmuseum meget gerne vil i kontakt med ejere af såvel malerier, tegninger, akvareller, breve og andet arkivalsk materiale fra Kyhns hånd, der kan gøre os klogere på kunstneren.
Det vil især være en stor hjælp for registreringen af Kyhns værker i privateje, hvis farvefoto samt oplysninger om værkets titel, materiale, mål mm kan ledsage henvendelsen.
Henvendelse om værker og andet materiale i relation til Vilhelm Kyhn kan rettes til Ribe Kunstmuseum via postadressen: Ribe Kunstmuseum, Sct. Nicolaj Gade 10, 6760 Ribe. Tlf. 75420362 post@ribekunstmuseum.dk
Ribe Kunstmuseum - Sct. Nicolaj Gade 10 - 6760 Ribe - 75 42 03 62 - post@ribekunstmuseum.dk
Find vej



