Forskningsområder

Som en naturlig konsekvens af det i vedtægterne definerede virkefelt ligger Ribe Kunstmuseums forskning inden for dansk kunst i perioden 1750-1950, idet dog tilstødende perioder samt parallelle – eller netop modsatrettede – internationale strømninger inddrages i det omfang, det skønnes frugtbart for den til enhver tid givne undersøgelse af et bestemt emne. Blandt de områder, som de seneste år har haft museets bevågenhed, kan nævnes: maleren Vilhelm Kyhns kvindelige elever i slutningen af 1800-tallet, moderskabet som motiv i dansk maleri igennem 250 år, den særprægede kunstner Lorenz Frølichs liv og værk, den færøsk fødte, men i Danmark uddannede maler Ruth Smiths skildring af hjemstavnen samt byen Ribe som motiv i billedkunsten igennem 500 år. I perioden 2008-2010 har alle kræfter imidlertid været samlet om restaureringen af museumsbygningen, nyindretning og tilbageflytning. Denne proces har nu endelig nået sin afslutning, og i den kommende periode vil der således langt mere intensivt kunne fokuseres på den forskningsrelaterede del af museets virke. En række tiltag i så henseende har allerede båret frugt, idet Kulturarvsstyrelsen har bevilget finansiering af foreløbig to forskningsprojekter, nemlig ”I guldalderens skygge – maleren Thorald Brendstrup (1812-83)” og ”Er lyset for de lærde blot? Formidling for udviklingshæmmede unge og yngre voksne – et forsøg på inklusion”

Se evt. Aktuel forskning