Kommende udstilling: 06.10.2018 - 13.01.2019

Jordforbindelser

Landskabet har ændret sig dramatisk de sidste 200 år. Menneskets påvirkning af naturen kan aflæses geologisk, og næsten to tredjedele af Danmarks areal er opdyrket til landbrug. Det er dette tema, udstillingen Jordforbindelser kredser om. Gennem historie, kunst og geografi giver udstillingen nye perspektiver til debatten om den menneskabte natur – og med den også klimaforandringer.

DANSK MALERI 1780-1920

Omkring år 1800 tog udviklingen fart – vi fik ny viden om landskabet, dets historie og man begyndte at kortlægge hele landet samt effektivisere landbruget. Ved at se på de danske landskabsmalerier kan man følge udviklingen i den menneskeskabte natur.

Udstillingen Jordforbindelser samler en perlerække af landskabsmalerier, fordelt over hele Danmark, og er malet af nogle af landets mest kendte kunstnere; bl.a. C.W. Eckersberg, J.Th. Lundbye, L.A. Ring og Vilhelm Hammershøi. Disse kunstnere fortolkede landskabernes store forandringer i tæt dialog med videnskaben. Udstillingens værker fortæller derfor en historie om menneskets aftryk i det danske landskab.
Samtidig rummer udstillingen også nutidige fortolkninger af landskabets udvikling, gennem de to markante kunstnere Camilla Berner og Rune Bosse, som har skabt værker til udstillingen, hvor natur, klima og miljø igen er i fokus.

BØRN KAN OGSÅ VÆRE MED

Til børnene udleveres et opgavehæfte med en sporjagt i udstillingens værker, ligesom et rum er indrettet til kreativ leg, hvor børnene kan bygge deres eget landskab.

Udstillingen er et samarbejde mellem Faaborg Museum, Fuglsang Kunstmuseum, Ribe Kunstmuseum og Den Hirschsprungske Samling, der viser udstillingerne på skift.