Livstid. Modne kvinder i kunsten
Særudstilling
13. juni 2026 - 20. september 2026
Hvor tit ser vi egentlig ældre kvinder i kunsten, i fjernsynet, på scenen eller på filmlærredet? I mange år har ældre kvindelige skuespillere og musikere talt om, hvordan rollerne forsvinder, når de kommer op i årene, eller hvordan invitationerne til at optræde udebliver, så snart alderen begynder at vise sig. Samtidig er antallet af kvinder, der får foretaget skønhedsoperationer eller andre indgreb, der skal fjerne alderens spor, eksploderet.
På trods af de senere års fokus på repræsentationen af kvinder, er der et aspekt, der er blevet overset: aldring. Udstillingen Livstid. Modne kvinder i kunsten bygger videre på genopdagelsen af det moderne gennembruds kvindelige kunstnere og fortæller historien om, hvad der skete, dengang de blev gamle. Udstillingen viser, hvordan alderdommen og især den aldrende kvindelige kunstner sjældent blev mødt med samme anerkendelse og respekt, som dengang kunstnerne var unge kvinder. Udstillingen sætter dermed både kunstnernes liv og alderens æstetik i centrum og bidrager til en mere nuanceret kunsthistorisk fortælling om aldring og køn.
Udstillingen belyser den generation af kvindelige kunstnere, som fik stemmeret og adgang til Kunstakademiet, men som stadig kæmpede mod samfundets optagethed af smukke unge kvindekroppe, mens de bevidnede ældningen af deres egne kvindekroppe. Udstillingen præsenterer værker af bl.a. Anna Ancher, Anne Marie Carl-Nielsen, Bertha Wegmann, Anna E. Munch, Olivia Holm-Møller, Marie Sandholt og Susette Holten født Skovgaard. I deres værker skildrer de kvindelige kroppe, der er blevet ældre, med empati, værdighed og ofte som stadig aktive.
Udstillingen er baseret på et koncept af den amerikanske kunsthistoriker Alice Price, som skrev sin ph.d.-afhandling om Anna Ancher. Den ledsages af et forskningsbaseret katalog med artikler af Alice Price, Carina Rech, Marie Laulund, Yvette Brackmann og Pernille Rom Bruun. Udstillingen vises efterfølgende på Skovgaard Museet i Viborg (10.10.26-7.2.27) og Bornholms Kunstmuseum (8.3.-26.9.27).
Udstillingen er støttet af: Ny Carlsbergfondet, Augustinus Fonden, William Demant Fonden, A.P. Møller Fonden, Beckett-Fonden, Hoffmann og Husmans Fond.
Bertha Olga Vilhelmine Herlich Dorph (f. Green), Bertha Wegmann, u.å. Olie på lærred, 85 x 67 cm.
Kreditering og Foto: Frederiksborg Nationalhistorisk Museum
Udsnit af værket. Hele værket ses i pressemappen.